PULPALÆSION

Semiokklusiv bandage (opsite) = Tegaderm ved pulpalæsioner med substanstab.

 Ved læsioner af pulpa med substanstab skal man være så konservativ som muligt, også i de tilfælde hvor knoglen er blottet. Der skal ikke foretages nogen større revision, kun helt løse vævs- og knogledele skal fjernes. I øvrigt foretages ingen revision men kun rensning med 0,9% NaCl-opløsning. Herpå anbringes en semiokklusiv bandage, det vil sige, man tager et stykke opsite og klistrer den fast på volarsiden af den læderede finger (evt. begyndende proksimalt for mellemleddets bøjefure), videre hen over såret og fortsætter op på dorsalsiden og ender her lige distalt for mellemleddet. De sammenklistrede sider af opsiten bøjes ind på volar- og dorsalsiden af fingeren.

Svarende til den proksimale ende af fingeren, hvor opsiten ender, lægges et cirkulært 4 cm bredt sugende bind, 3-4 cirkulære ture. Til slut en gazekrølle svarende til spidsen af fingeren, krøllen fikseres med tubegazeforbinding.

Der skal ikke foretages kirurgisk revision med fjernelse af potentielle avitale dele. Der bør dog gøres forsøg på at dække frilagt knogle med bløddele, evt afbide overskydende knoglesstump. Er sutur nødvendig skal det være Vicryl rapid 5-0 eller 4-0.

Ved blottet knogle gives engangs dosis penicillin IV eller IM. Normalt ikke yderligere antibiotika behandling.

Der et vigtigt, at patienten instrueres i aktive bøje- og strækkebevægelser i fingerens mellem- og grundled, også yderleddet hvis det er muligt. Henvises derfor tidligt til ergoterapien. Såret heler i løbet af 3-6 uger.

Det er vigtigt, at opsitebandagen kun skiftes 1 gang om ugen. Opsite tillader inspektion af såret. Der vil være en del sekretion i begyndelsen, det ligner pus men er det ikke. Det kan lugte ubehageligt, men det giver ikke indikation for at skifte bandagen. Ved gennemsivning skal kun det ”sugende bind” skiftes, evt. af patienten selv. Opsiten skal lades urørt og skal kun skiftes x 1 ugentligt.

Kontrol og bandageskift hos egen læge efter 1 uge.

Ref.:               Fingertip injuries management with semiocclusive dressing. U. Mennen og A. Weise Journal of hand surgery (Britisk and European Volume, 1993) 18 B, 416-422

Niels Clausen, overlæge (efter Århus Amtssygehus, håndkirurgisk sektor)

rev. Mogens Hauge okt 2007